De syv havetyper

Fortid – nuitid – fremtid for haver og åbne jordarealer

De syv havetyper

Græsørkenen – en solsort, der spiser en regnorm, ellers intet liv. Måske en familie der går meget op i fodbold, eller synes de ikke har forstand på have og dermed vælger en enkel løsning. Græsslåning er dog en ugentlig tilbagevendende begivenhed som optager mange timer på årsbasis, og til ingen nytte. Og det kan straks ses hvis familien springer græsslåningen over, fx ved ferieture. Nogle mener at græsplænen er som det ægte tæppe i haven, en fryd for øjet.

Stenørken

Stenørkenen – der er lagt strandsten, perlesten, granitsten, eller betonfliser ud overalt omkring huset og hele grunden. Hverken regnorm, solsort eller andet liv. Familiens liv foregår også et andet sted.

Den friserede prydhave – huser som regel solsort, musvit og blåmejse samt strejfende trækfugle. Fuglene fodres om vinteren med roundup-sprøjtet fuglefoder fra supermarkedet.

Der er enkelte insekter, men da jorden mellem planterne holdes ren er der kun få bestøvere til eventuelle frugtræer og bærbuske. De tilhørende prydbuske behøver ingen bestøvning da de er eksotiske og ofte har dobbelte blomster. Derfor er der ingen bekymring for mangelen på insekter. Alt hvad der drysser ned anses for et problem der skaber ekstra arbejde. Hækafklip, græsafklip og grene køres på kompostpladsen. På en god forårsdag går man i gang med at spule terassefliserne, der jo er blevet kedelige grå i løbet af vinteren

Den arkitektoniske have – der er stier, hække og rum inde i haven, så man ikke kan finde rundt, og ikke kan se eller mærke havens essens. Den er stilistisk og ofte baseret på have-tankegang helt tilbage fra 1600-tallets franske slotte, som al moderne havearkitektur stammer fra. Der er vægt på siddepladser, farve- og effektoplevelser for hele året samt store felter med samme plantetype. Biodiveristet er ikke formålet, men haven er ofte udformet med planter, der gør den nem at vedligeholde og tillader at man er væk, fx på ferie, i lange perioder uden at haven skifter stil. Der er ofte havemand.

Den vilde have – de plantede og selvsåede træer, buske og urter får i det store og hele lov at passe sig selv. Der slås med le under frugttræerne en gang i løbet af sommeren, og der er slået en sti i den tidligere græsplæne med leen også. Grene, blade og visnede urter efterlades hvor de er faldet. Man høster evt. æbler, bær og anden frugt, men uden at udtynde for at fremme frugternes størrelse. Der er oftest et summende insekt og fugleliv i haven, ligesom pindsvinet snøffer rundt om natten og spiser biller og regnorme. En bænk i havens fjerneste ende vidner om at familien elsker denne haveform og oplever sig selv som en flue på væggen til det liv og den magi der udspiller sig her.

Den spiselige have – den ofte ældre have er blevet overtaget af en børnefamilie, hvor drømmen er at alt kan spises, og at børnene ikke kan omme galt af sted ved at proppe bær og blade i munden når de leger i haven. Her er ældre frugttræer, bærbuske og enkelte nåletræer hvor der bor et egern. Der er for nylig installeret hønsegård, og alle medrester udnyttes til høns eller i komposten, som er et vigtigt element i havens helhed.

Der er køkkenhave til sommerens salater, nye kartofler og der er et stort ærtebed og spiselige blomster. Hønsemøget og komposten bruges til at gøde bedene med. Selv det mindste kartoffelstykke kaldes en mark, da man anser sig for landmand og farmer, også i den mindste have. Kartoflerne er ofte dyrket gravefrit, da man er bekymret for regnormene og jordens liv, og helst ikke vil forårsage yderligere skade på den globale vilde natur, der er blevet så skrøbelig.

En lille plæne bibeholdes til børnenes leg og til at slikke solskin på.